Video : Tipsbladet
Serie A

Medie: Her er prisen på Cristiano Ronaldo

Cristiano Ronaldo kan erhverves for en overkommelig pris.

Cristiano Ronaldo startede på bænken for Juventus i søndagens ligakamp mod Udinese, og ifølge den anerkendte transferjournalist Fabrizio Romano skyldtes det, at superstjernen ønsker at forlade "Den Gamle Dame" før transferdeadline om godt en uge.

Selv om Cristiano Ronaldo er fyldt 36, vil der næppe være en eneste klub i verden, som ikke er interesseret i at hente ham, og portugiseren kan tilmed erhverves for en overkommelig sum. 

Sky Italia skriver, at Cristiano Ronaldo koster 225 millioner kroner, og det er selvsagt ikke alverden for én af klodens bedste fodboldspillere. Prisskiltet hænger blandt andet sammen med, at Cristiano Ronaldo blot har et år tilbage af sin kontrakt med Juventus.

Den helt store udfordring for en potentielt ny arbejdsgiver er stjernens løn. I Torino tjener han 225 millioner kroner om året, og det skal en ny klub kunne matche.

Pavel Nedved, der er vicepræsident i Juventus, fastslog søndag, at Cristiano Ronaldo ikke er på vej væk fra Juventus.