Video : Tipsbladet
Serie A

Medier: Daniele De Rossi indlagt

AS Roma-legenden er blevet indlagt som følge af coronavirus fredag, meddeler flere medier i støvlelandet.

AS Roma-legenden Daniele De Rossi er blevet indlagt som følge af coronavirus.

Det meddeler flere italienske medier, heriblandt Sky, La Repubblica og Il Tempo fredag aften.

37-årige Daniele De Rossi stoppede sin aktive karriere i foråret 2020, efter at han havde spillet en kort periode hos Boca Juniors. For nylig blev han en del af landstræner Roberto Mancinis stab, og De Rossi skal være blevet smittet under den seneste landsholdssamling.

Her er flere spillere også blevet smittet, og hidtil er det kendt, at Federico Bernardeschi, Leonardo Bonucci, Alessio Cragno, Vincenzo Grifo, Alessandro Florenzi, Marco Verratti, Matteo Pessina og Salvatore Sirigu er blevet smittet.

Daniele De Rossi kan også tilføjes til den liste, og han er nu også blevet indlagt. Det skyldes ifølge La Repubblica, at han også har fået lungebetændelse, men hans tilstand beskrives ikke som alvorlig.

Italieneren spillede størstedelen af sin karriere på den defensive midtbane for AS Roma, hvor han nåede 616 kampe. Desuden spillede han hele 117 landskampe for Italien.