Video : Tipsbladet
Serie A

Dansk profil er blevet opereret i knæet

Den danske landsholdsstjerne Mikkel Damsgaard er blevet opereret i sit højre knæ, oplyser Sampdoria. Der er tale om en ganske udramatisk operation.

Mikkel Damsgaard blev tidligere i denne uge udskrevet fra et italiensk privathospital, efter han blev indlagt i sidste uge med feber og et hævet knæ grundet en bakterie i knæet.

Danskeren har dog været tilbage på et hospital - Sampdoria har meldt ud i en pressemeddelelse, at den danske stjerne torsdag er blevet opereret i sit ene knæ.

Operationen er ganske udramatisk, da der er tale om en en artroskopisk undersøgelse - en såkaldt kikkertundersøgelse - af knæet.

Her har man ifølge Sampdorias hjemmeside foretaget en skylning af danskerens knæ - formentlig for at hjælpe ham med at komme sig over på problemerne med bakterien i knæet.

Ifølge den italienske klub vil man de kommende dage vurdere, hvor lang tid det kommer til at tage, før Mikkel Damsgaard kan være tilbage på grønsværen.

Kikkertundersøgelser er mindre kirurgiske indgreb, man normalt kommer sig hurtigt over, og derfor behøver der ikke gå mange uger, før Mikkel Damsgaard er tilbage.

Danskeren skal i første omgang holde en lille pause, inden han kan begynde at genoptræne.

Sampdoria ligger aktuelt nummer 15 i Serie A - Damsgaard har ikke spillet for den italienske klub siden 3. oktober.