Milan-chef afviser Milinkovic-Savic-rygter: Der var aldrig forhandlinger
Foto: Getty Images
Serie A

Milan-chef afviser Milinkovic-Savic-rygter: Der var aldrig forhandlinger

AC Milans tekniske direktør, Leonardo, afviser, at klubben forhandlede med Lazio om Sergej Milinkovic-Savic.

Det italienske transfervindue lukkede fredag aften, og en af de historier, der florerede den sidste dag, var, at AC Milan og Juventus kæmpede om Lazios serbiske offensivstjerne, Sergej Milinkovic-Savic.

Ingen af dem endte med at sikre sig Milinkovic-Savic’ underskrit, og for AC Milans vedkommende var der heller aldrig forhandlinger om et skifte.

Det understregede klubbens tekniske direktør, Leonardo, ifølge Football Italia på et pressemøde fredag.

- Der var aldrig forhandlinger, slog han fast.

- Jeg talte med hans agent, [Mateja] Kezman, men vi har haft et forhold i mange år. Der var aldrig nogen forhandlinger - dels fordi vi vidste, at det var noget, der ikke ville være muligt nu.

- Han koster meget og passede ikke sammen med vores transferstrategi. Vores tilgange var alle forbundet med salg, og det var ikke let.

AC Milan sikrede sig i stedet Diego Laxalt og Samuel Castillejo fra henholdsvis Genoa og Villarreal på transfervinduets sidste dag.