Milan-manager Montella åbner op om fyringsrygterne
Foto: Getty Images
Serie A

Milan-manager Montella åbner op om fyringsrygterne

Milans Vincenzo Montella tager rygterne om en fyring meget roligt, og peger på, at han slet ikke tænker på dem, men fokuserer på klubben.

AC Milan brugte i sommer store summer på nye spillere. Ja, faktisk blev det til så mange, at Milan-klubben næsten kunne stille med en helt ny startopstilling. De mange nye spillere har naturligvis haft brug for tid til at integrere sig på holdet, hvilket har kostet en del point.

Derfor er Milan nu på ottende-pladsen i Serie med 15 point op til Napoli på førstepladsen efter bare 11 runder. Det faktum har også fået rygterne om en fyring af holdets træner Vincenzo Montella til at køre på højtryk.

Men rygterne tager Montella med et smil, da han blev spurgt ind til dem ved klubbens pressemøde frem mod opgøret mod Sassoulo.

- Jeg er ikke træt af rygterne. Jeg er en kriger og jeg fokuserer kun på Milan. Jeg ved, at det går op og ned i fodbold med enorm hastighed. Det er en del af fodbolden, og jeg ved præcis, hvordan tingene går, siger Montella.

Han fortæller endvidere, at holdet har haft statistikken med sig henover sæsonen, når det kommer til at skabe chancer. Dog har man ikke været dygtige nok til at score på dem. Samtidig mener han også, at holdet er nødt til at spille med en mere afslappet mentalitet, så spillerne nemmere kan fremvise deres kvaliteter.

Kampen mellem Milan og Sassuolo spilles søndag klokken 20.45, og den sendes direkte på TV3 Max.