Video : Tipsbladet
Serie A

Mourinho revsede spillere i pausen af fiasko

Roma var bagud i pausen mod Bodø/Glimt, og det fik Jose Mourinho til at lange ud efter sine spillere.

Jose Mourinho og AS Roma løb ind i en kæmpe fiasko i Conference League torsdag aften, hvor de fik bank af Bodø/Glimt og tabte hele 1-6.

Efter kampen langede Mourinho ud efter sine breddespillere, men det gjorde han efter sigende også allerede midt i kampen. Roma var således også bagud ved pausen, og her lagde “The Special One” ikke fingre imellem over for sine spillere.

- Der er mennesker iblandt jer, der ikke engang ville kunne spille her i Norge eller endda i Serie B, lød det fra en vred Jose Mourinho ifølge Corriere dello Sport.

Der var ellers flere navnkyndige spillere på Roma-mandskabet som Rui Patricio, Ibanez, Carles Perez, Borja Mayoral, Gonzalo Villar og Marash Kumbulla.

Mourinhos forsøg på en peptalk i pausen hjalp dog ikke ligefrem, og i anden halvleg gik det fra ondt til værre, da Bodø/Glimt scorede hele fire gange yderligere og sikrede en sensationel kæmpesejr.

Efter kampen sagde Mourinho følgende ifølge Sky Sport Italia om de reservespillere, der fik spilletid mod Bodø/Glimt:

- Hvis jeg altid kunne spille med de samme elleve spillere, så ville jeg gøre det. Det er risikabelt, for der er en kæmpe niveauforskel mellem de to grupper af spillere [de faste startere og resten af Roma-truppen, red.]. Jeg kender min trups begrænsninger, men jeg havde stadig forventet en bedre præstation. Som sagt var det min beslutning at give dem chancen, så ansvaret er mit, lød det fra José Mourinho.

Roma skal søndag forsøge at rejse sig mod Napoli i den hjemlige liga.