AS Roma har haft et aktivt transfervindue, hvor de har hentet venstrebacken Leonardo Spinazzola i Juventus, målmanden Pau Lopez i Real Betis og midtbanespilleren Amadou Diawara i Napoli.
Og nu har de hentet endnu en spændende forstærkning.
23-årige Gianluca Mancini, der gør sig i forsvaret, skifter fra Atalanta til AS Roma, bekræfter klubberne.
I første omgang er der tale om en etårig lejeaftale, men Roma har en obligation til at hente ham permanent, og han får herefter en aftale indtil sommeren 2024. I alt betaler Roma 112,5 millioner kroner for Mancini, men hvis Roma og Mancini opnår visse bedrifter, skal Roma betale op til 60 millioner kroner yderligere.
Gianluca Mancini har en fortid i Fiorentina og Perugia, men har i de seneste to sæsoner spillet for Atalanta, hvor han står noteret for 48 kampe.
Han fik debut for det italienske landshold mod Liechtenstein i marts. Derudover har han været en profil på Italiens U21-landshold, og han spillede fuld tid i Italiens tre kampe ved U21-EM.