Video : Tipsbladet
Serie A

Officielt: Milan henter brasiliansk midterforsvarer

Leo Duarte er ny mand i AC Milan-truppen, hvor han erstatter Cristian Zapata, der er sendt til Genoa.

Den brasilianske midterforsvarer Leo Duarte kender nu sin fremtid. Storklubben Milan har onsdag indsendt dokumenterne på aftalen mellem dem og den brasilianske klub Flamengo til den italienske ligaforening.

Dermed ender en længere transfersaga om Duarte, hvor det længe har været en offentlig hemmelighed, at han skulle til Milano-klubben.

Duarte kommer ind på et hold, hvor han skal overtage pladsen i truppen fra Cristian Zapata, der er taget til Genoa, og brasilianeren er skiftet til den norditalienske klub på en kontrakt med en længde på fem år.

I løbet af 23-årige Duartes tid i Flamengo blev det til 60 kampe med to mål til følge. Det er endnu ikke blevet til landskampe for ham.

Prisen for Duarte forlyder at blive på omkring 80 millioner kroner. 

Denne sommer har Milan desuden også hentet spillere som Ismaël Bennacer, Theo Hernandez og Rafael Leão.