Video : Tipsbladet
Serie A

Officielt: Roma hyrer Claudio Ranieri

Claudio Ranieri vender tilbage til AS Roma, hvor han er blevet ansat som cheftræner for resten af sæsonen.

AS Roma røg i onsdags ud af Champions League på dramatisk vis, da de efter forlænget spilletid og et VAR-straffespark i mod sig måtte forlade turneringen til fordel for FC Porto. Det kostede cheftræner Eusebio di Francesco jobbet, men nu er den ledige stilling blevet udfyldt. 

Valget er faldet på Claudio Ranieri, der for otte dage siden blev fyret i engelske Fulham. Ranieri vender tilbage til klubben, han trænede fra 2009-2011, og han er hentet ind på en kontrakt gældende for resten af sæsonen. Præsidenten i AS Roma er begejstret over ansættelsen. 

- Vi er meget glade for at kunne byde Claudio velkommen tilbage. Vi har ét mål for resten af sæsonen, og det er at ende så højt som muligt i tabellen og sikre os en Champions League-plads. Derfor var det vigtigt at bringe en ind, der kender klubben, forstår miljøet, snakker sporget og som kan motivere spillerne, siger præsident James Pallotta til Romas hjemmeside. 

Claudio Ranieri, der er født i Rom, er formentlig mest kendt i de seneste år for det sensationelle mesterskab med Leicester tilbage i 2016. Han var dog også tæt på triumf med Roma tilbage i sæonen 2009/2010, da de blev nummer to i Serie A, samtidig med at de tabte pokalfinalen.