Officielt: Sampdoria-Fiorentina og Milan-Genoa udsættes
Foto: Getty Images
Serie A

Officielt: Sampdoria-Fiorentina og Milan-Genoa udsættes

Resten af Serie A bliver dog påbegyndt efter den oprindelige plan.

I den norditalienske by Genova er man blevet ramt af en tragedie, da en stor bro er kollapset, hvilket har kostet mange mennesker livet. Det har fået Serie A-ledelsen til at udsætte de to Genova-klubbers, Sampdoria og Genoa, kampe i den kommende weekend.

Det er her Serie A bliver sparket i gang, men altså ikke for Sampdoria og Genoa, der henholdsvis møder Fiorentina og Milan. 

Selvom både Sampdoria og deres modstander fra Fiorentina havde håbet på en udsættelse af hele åbningsrunden, så accepterer Sampdoria-præsident Massimo Ferrero, at man udsætter Genova-holdenes kampe alene.

- Jeg vil takke præsident Gaetano Micciché og resten af Serie A for den medfølelse, man har vist Sampdoria og deres fans. Det viser stor solidaritet overfor Genova og dets borgere, at man har udsat kampene mellem Sampdoria og Fiorentina samt Milan og Genoa, da folket går igennem nogle dage i stor smerte, fortæller Samdoria-præsidenten.

Samtidig peger han på, at det ikke gør noget, at resten af Serie A bliver sparket i gang, da det ikket tager noget fra det broderskab, som hele Italien har vist.

Dermed bliver eksempelvis Ronaldos debut for Juventus mod Chievo spillet som planmæssigt.