Parma lurer på en lynhurtig tilbagevenden til Italiens bedste række, Serie A.
Efter klubbens konkurs for to år siden er det blevet til to oprykninger i træk, og klubben er nu tilbage i landets næstbedste række.
I et forsøg på at sparke sig videre helt op i Serie A, er klubben nu gået i dialog med den tidligere italienske landsholdsspiller Alessandro Matri om en kontrakt.
Den 33-årige angriber er i øjeblikket på kontrakt i Sassuolo, hvor han i sidste sæson scorede otte mål i Serie A.
Matri står noteret for syv landskampe for Italien, mens han også kan skrive tre mesterskaber med Juventus på sit CV.