Video : Tipsbladet
Serie A

Polsk angriber er klar til at forlade AC Milan for spilletid

Polske Krzysztof Piatek er klar til at forlade AC Milan for at få spilletid, fastslår spillerens far.

Krzysztof Piatek skiftede fra Genoa til AC Milan for et år siden, og den polske målræv fik en fornem start på tiden i Milano, hvor han scorede 11 mål på 21 kampe i sin første halvsæson.

I denne sæson har han imidlertid ikke haft mål i støvlerne, og i alt er det blot blevet til fem mål på 19 kampe. Efter at Zlatan Ibrahimovic er kommet til AC Milan i januar, er Krzysztof Piatek også gledet ud af startopstillingen i klubben.

Læs også:AC Milan kan hente stjerne i kinesisk fodbold

Og hvis det ikke ændrer sig, vil han væk. Det fastslår spillerens far, Wladyslaw Piatek, ifølge Football Italia.   

- Kris vil til EM i god form, og det betyder, at han ikke kan være en reserve, der sidder på bænken, men han vil være en fast mand, siger Wladyslaw Piatek og tilføjer:

Læs også:38-årige Zlatan bomber stadig: Har særlig løsning på at blive ældre

- Hvis han ikke kan være det i Milan, så vil han med glæde være det andre steder. Han er på transfermarkedet i januar, ligesom Lucas Paqueta, Suso og Hakan Calhanoglu. Mange klubber vil have ham på lån, men Milan vil sælge for at inddrive de penge, som de betalte Genoa for et år siden, og investere i nye spillere med det samme.

Tidligere har blandt andre Tottenham og Atletico Madrid været meldt interesserede i den 24-årige angriber.

Læs også:Medier: AC Milan vil hente amerikaner i Championship