Portræt af Cornelius-bejlere: Sådan er Atalanta

Fra Tipsbladet den 23. december 2016. Bringes i anledning af Andreas Cornelius' mulige skifte til italienske Atalanta fra Serie A, hvor holdet aktuelt ligger nummer fem.

I sportens verden plejer man at sige, at det svære ikke er at nå toppen. Det svære er at blive det. Det er også udfordringen for de hold, som vi i de seneste uger har beskrevet i serien ”Små Sensationer”. Nices optur og genoplivning af Mario Balotelli var imponerende, men onsdag spillede franskmændene 0-0 med Bordeaux, og den italienske angriber blev vist ud. RB Leipzig har nu tabt to af de seneste tre kampe efter ikke at have tabt i tre måneder, og hvordan reagerer spillerne på at have fået en lektion af Bayern München lige før vinterpausen? Hvad vil der nu ske med himmelstormerne?

I Danmark er det værste eksempel AGF fra 2009-10-sæsonen. Efter de første syv runder lå AGF nummer ét med et stærkt hold, der blandt andet talte spillere som Jakob Poulsen, Michael Lumb og Peter Graulund. Århusianerne var ubesejrede og havde undervejs besejret mestrene fra FC København i Parken, men efter det første nederlag i ottende runde mod Brøndby faldt holdet sammen, og i de sidste 26 kampe fik AGF lige så mange sejre som i de første syv, nemlig fem. Og så rykkede holdet, der tidligt på sæsonen selv havde talt om medaljer og europæisk kvalifikation, ned.

Så galt behøver det selvfølgelig ikke at gå, men hver sæson ser vi, at nogle af de små sensationer forbliver små. Indimellem sker miraklet, og så vinder Leicester det engelske mesterskab, men for det meste viser det sande og naturlige niveau sig i løbet af sæsonen, og så dumper de overraskende tophold ned til en anonym tilværelse i midten eller bunden af rækken.

Atalanta har de seneste uger lignet en hold, der var på vej ad den rute efter en besynderlig første halvsæson. Det begyndte rigtigt skidt. Atalanta tabte fire ud af de fem første kampe, og rygter om en fyring af træner Gian Piero Gasperini tog til i styrke. Han blev dog forsvaret af både spillertrup og den sportslige ledelse, men den tidligere landstræner Cesare Prandelli, der sluttede som aktiv og begyndte sin trænerkarriere i netop Atalanta, blev nævnt som en mulig ny træner. Prandelli endte med at få et job i Valencia, men på det tidspunkt var han for længst ude af billedet i Bergamo, hvor den lokale klub var begyndt at vinde, og Gasperinis sæde blevet ganske køligt. Efter nederlaget til Palermo i femte spillerunde begyndte en voldsom optur med otte sejre og én uafgjort i de næste ni kampe, og Atalanta rykkede helt op på en femteplads i tabellen, bare ét point efter Roma på andenpladsen. Så begyndte Leicester-sammenligningerne, men dem købte træner Gasperini ikke.

”Den eneste ting, der forbinder os med Leicester, er overraskelseselementet. Derudover er vi meget forskellige. De har et modent hold, som er bygget af spillere fra hele verden. De spiller anderledes, og har flere økonomiske ressourcer end os,” sagde Gasperini til Tuttosport før storkampen mod Juventus i begyndelsen af december.

Den blev da også begyndelsen til en skidt periode. Atalanta tabte 3-1 i Torino, dernæst blev det til endnu et 3-1-nederlag, denne gang hjemme mod Udinese, og så 0-0 mod Milan. Ét point i tre kampe og en knækket formkurve fik Atalanta-eventyret til at ligne en overstået affære, men i denne uge vendte sæsonen så endnu engang. I fjerde overtidsminut af kampen mod Empoli tirsdag driblede Franck Kessié, ivoriansk landsholdsspiller som fyldte 20 dagen forinden, rundt i venstresiden og sendte en bold indover, og efter klumpspil i feltet flugtede Marco D’Alessandro til sidst bolden i nettet, hvilket fik holdkammeraterne til at vælte ham omkuld og lægge ham nederst i en jubelbunke, hvorpå syv-otte folk fra bænken kom løbende ind og hoppede oven i klumpen af holdkammerater. Det var en sejr, der betød rigtigt meget.

”Vi var nødt til at få en sejr før jul. Det var en svær kamp, men holdet flyver højt lige nu, for vi vinder mange forskellige slags kampe,” sagde Franck Kessié efter kampen.

”Først tænkte vi på overlevelse, men nu går det godt, og vi kigger mod en europæisk plads.”

Party i provinsen
Midt i Bergamo, med udsigt til de smukke bjerge uden for byen, ligger Stadio Atleti Azzurri d’Italia, hvor Atalanta Bergamasca Calcio spiller sine hjemmekampe. Skulle man lave en karikaturtegning af et kommunalt, italiensk provinsstadion, ville det ligne Atleti Azzurri d’Italia. Høje låger, tykke kæder der skal holde uvedkommende ude, antikt udseende statuer og masser af tifosi-grafitti på murene. Anlægget er slidt og utidssvarende, og der mangler tag på størstedelen af tribunerne, der holdt op med at være moderne i halvfjerdserne eller firserne.

Sådan er det at gå til fodbold i Bergamo, hvor man som fan ikke kan forvente hæder og storhed. En håndfuld danskere var forbi i halvtredserne og tresserne, og Magnus Troest har været forbi i nyere tid, og danske Serie A-fans kender selvfølgelig den karakteristiske blå og sorte spilledragt som en mere eller mindre fast bestanddel af Serie A siden begyndelsen af firserne, afbrudt af korte ophold i Serie B. Klubben har altid været kendt som en af Italiens bedste talentfabrikker og har blandt andet produceret spillere som Gaetano Scirea, Roberto Donadoni og Milan-anfører Riccardo Montolivo samt et hav af andre Serie A-spillere, men titler er det ikke blevet til mange af. Til tider har Atalanta været en elevatorklub, hvilket understreges af seks førstepladser i Serie B, men kun én gang har de blå- og sortstribede vundet et reelt trofæ: Coppa Italia i 1963.

Så Atalanta-fansene har dårligt kunnet tillade sig at regne med succes, når de er gået til fodbold på det stadion, der oven i købet ligger kun 50 kilometer fra San Siro og de væsentligt større klubber Milan og Inter, og det bliver ikke bedre af, at Atalanta i hver eneste sæson siden oprykningen i 2011 er sluttet i den nederste halvdel og i 2015 var bare én placering og tre point fra at rykke ned.

I sommer ansatte klubben så Gian Piero Gasperini, en træner uden nogen store resultater. Han gjorde det godt i Genoa, som han førte til en femteplads, og han har, som så mange andre italienske trænere, prøvet både at blive fyret og genansat i Palermo – for så at blive fyret igen. Hans største job fik han i Inter i 2011, men der blev han ansat for at være ”for uerfaren, for provinsiel og for stædig,” som journalisten Paolo Bandini har formuleret det, og han blev fyret efter bare fem kampe.

Præcis det samme var altså ved at ske i Atalanta, men Gasperini fik lov til at blive, og nogle af de kendetegn, der blev betragtet som negative i storbyen Milano, ser man som hædersmærker i nabobyen.

”Gasperini er blevet velintegreret i vores arbejdsfilosofi i Bergamo. I dag hepper en hel region på Atalanta (…) Vi spiller som et provinshold, og det er en ære at gøre det. I juni traf vi et valg ved at ansætte Gasperini, og vi er blevet bekræftet i, at det var rigtigt. Nu ønsker vi at fortsætte den filosofi og dette projekt,” sagde klubbens direktør Umberto Marino i forbindelse med kampen mod Juventus.

I tråd med traditionerne
Gasperini har sammensat et hold, der er tro mod klubbens ry som en rugekasse for store talenter. Førnævnte Franck Kessié har med sit dominerende midtbanespil sørget for, at han selvfølgelig bliver sammenlignet med landsmanden Yaya Touré, men der er også adskillige unge, italienske profiler på holdet. Den seneste italienske U/21-landsholdstrup havde fire Atalanta-spillere med, og det kunne have været fem, hvis ikke 22-årige Roberto Gagliardini var blevet rykket op på A-landsholdet.

Gagliardini er en af sæsonens store succeshistorier. Før denne sæson havde midtbanespilleren bare spillet én Serie A-kamp, den sidste før sommerferien, men nu er han fast mand og blevet udtaget til landsholdet, hvilket fortæller meget om både hans og klubbens fremgang. Men han er også fortællingen om, hvad Atalantas udfordring er, for Inter er vilde efter at få fat ham, også selv om han koster 20 millioner euro, og Juventus-bossen Giuseppe Marotta har bekræftet, at mestrene er tæt på at hente forsvareren Mattia Caldara på en aftale gældende fra 2018. Men Gasperini forventer, at han beholder sin trup intakt i januartransfervinduet, og på længere sigt vil han gøre Bergamo til en stabil Serie A-klub baseret på egen talentudvikling.

”Det kan godt lade sig gøre. Klubben er seriøs, strukturen er god, fansene er passionerede, og jeg har allerede opdaget interessante spillere i ungdomsafdelingen. Projektet er tydeligt og fokuserer på spillerne på akademiet, på at bygge en stærk identifikation med vores region. Et Atalanta i stil med Athletic Bilbao uden dog at nå samme ekstremer – for hvis der er en talentfuld knægt, der ikke taler med bergamesisk dialekt, vælger jeg ham også,” har Gasperini sagt til La Gazzetta Dello Sport.

Det er fremtiden – i første omgang handler det om at holde Atalanta i live som Serie A’s lille sensation. I den forbindelse var det ikke af ringe betydning at gå på vinterferie med en sejr og en placering som ligaens nummer 6 – lige foran Inter. Det passer ganske givet Gian Piero Gasperini og hans provinsielle Bergamo-hold ganske godt.