Hollandske Ajax er tæt på at vinke farvel til anfører Niklas Moisander. Trods et tilbud fra Werder Bremen ligner Sampdoria spillerens næste destination, mens de to parter angiveligt allerede er blevet enige om en tre-årig aftale.
Også danske Simon Poulsen har prøvet kræfter med den italienske klub. Her blev succesen dog begrænset, da ændringer i klubben sendte den danske spiller ud i kulden. Trods dette ser Poulsen dog gode muligheder for Moisander, som han selv har spillet sammen med i AZ Alkmaar:
- Det er meget anderledes i Sampdoria nu i forhold til, da jeg var der. De ligger højt på en delt fjerdeplads, og de spiller attraktiv fodbold med fokus på angrebet. Det er lige noget for Niklas. Jeg er sikker på, at det vil være fint for ham at skifte til Sampdoria, siger Simon Poulsen til hollandske Telegraaf.
Simon Poulsen spillede fra 2008 til 2012 sammen med Niklas Moisander i AZ Alkmaar. Efter opholdet i Sampdoria skiftede danskeren i 2014 tilbage til den hollandske klub.