Video : Tipsbladet
Serie A

Ranieri: Arbejder 25 timer i døgnet for Roma

Claudio Ranieri forsikrer, at han arbejder på livet løs for at få det gode spil tilbage, efter holdet har lidt to nederlag i træk i Serie A.

Claudio Ranieri blev i starten af marts ansat som cheftræner for Roma indtil sæsonens afslutning. En god start blev hurtigt overskygget af to nederlag, hvor det senest blev til en 1-4 ydmygelse af Napoli på hjemmebane i weekenden. 

På et pressemøde fortalte Ranieri, at han gør alt, hvad han kan for at bringe klubben tilbage på rette spor. En af udfordringerne for Roma er ifølge Ranieri, at de spiller mange kampe, og derfor skal han sørge for at vælge holdet med omhu. 

- Jeg arbejder 25 timer i døgnet, hvor jeg tænker på, hvordan jeg kan hjælpe. Jeg håber, at vores nederlag kan afføde den korrekte reaktion hos os. Det skal jeg sørge for, siger han på et pressemøde ifølge AS. 

Næste udfordring for Ranieri og Roma er allerede onsdag, hvor de tager imod Fiorentina hjemme på Stadio Olimpico.