Video : Tipsbladet
Serie A

Roma har fortsat Sarri på ønskelisten trods nylig Ranieri-ansættelse

Italienske Maurizio Sarri er stadig et varmt emne i Roma, som står klar med en kontrakt, hvis han bliver fyret i Chelsea.

Selvom Roma for nylig ansatte Claudio Ranieri som træner, er italieneren næppe i klubben over en længere periode. Chelseas udskældte manager, Maurizio Sarri, spøger nemlig fortsat i den italienske hovedstad.

Således skriver den engelske avis, London Evening Standard, i dag, at Roma beundrer Maurizio Sarri og er klar til at gå efter ham, hvis han bliver fyret i Chelsea.

Det er ellers kun 13 dage siden, at Claudio Ranieri blev ansat i stedet for Eusebio Di Francesco, men Romas præsident vil have et større navn til at stå i spidsen for klubben næste sæson, og her er Maurizio Sarri altså det klare førstevalg.

Italieneren har skabt et godt navn i Italien på baggrund af sine præstationer i Napoli, og det fik sidste sommer Chelsea til at ansætte ham, men opholdet i den engelske storklub har ikke været nogen udpræget succes, og han er ifølge flere medier i fare for at blive afskediget senest til sommer.

Maurizio Sarri har tidligere benægtet, at han har mødtes med Roma for at diskutere en fremtidig aftale.