Romas mesterkeeper: Forkert af Roma at hente Robin Olsen til klubben
Foto: Getty Images
Serie A

Romas mesterkeeper: Forkert af Roma at hente Robin Olsen til klubben

Francesco Antonioli ville hellere have en af de to italienske landsholdskeepere, Perin eller Donnarumma, til at stå på mål for Roma efter afskeden med Alisson.

Henover sommeren skiftede Robin Olsen tilværelsen i FC København ud med den italienske hovedstadsklub AS Roma, hvor han erstatter den nye Liverpool-målmand Alisson Becker mellem stængerne.

Selvom man ikke er mere end fire runder inde i den nye Serie A-sæson, så er den tidligere Roma-målmand Francesco Antonioli ikke helt overbevist om, hvorvidt Olsen er den rette mand til at tage over efter den brasilianske landsholdsmålmand.

Det siger han i et interview med Corriere della Sera.

- Jeg har set Olsen for Sverige, og han ser ud til at være en fin målmand, og i Italien kan han blive endnu bedre. Jeg ville dog hellere have set en italiener. Det er altid det mest sikre, og en handel med enten Perin eller Donnarumma ville have været det bedste, siger Antonioli.

Selv var Antonioli mellem stængerne, da Roma vandt deres seneste mesterskab tilbage i 2000/01-sæsonen, som de altså ikke har kunne gentage siden.

Roma og Robin Olsen skal i kamp onsdag aften, hvor de skal møde de regerende Champions League-mestre fra Real Madrid. Den spilles klokken 21, og den sendes direkte på TV3+.