Video : Tipsbladet
Serie A

Ronaldo ramt af skade en uge før Serie A-premieren

Cristiano Ronaldo roder med en muskelskade, og derfor er han ikke med i Juventus' sidste træningskamp denne sommer.

I næste weekend bliver den italienske Serie A skudt i gang, og som den sidste forberedelse op til dét har Juventus lørdag aften en sidste testkamp mod Serie C-holdet Triestina.

Det bliver dog uden Torino-klubbens helt store stjernespiller Cristiano Ronaldo, som ikke er blandt de spillere, der er udtaget til kampen. 

Det skulle desuden være som følge af en muskelskade, og derfor har han ifølge en række italienske medier trænet for sig selv i de seneste dage for at undgå risici i forbindelse med skaden. Han er dog ikke den eneste, de kommer til at mangle.

Den nye Juventus-cheftræner Maurizio Sarri kommer heller ikke til at møde op på Stadio Nereo Rocco i aften, da han døjer med en voldsom omgang influenza, som også tydeligt gav ham ubehag i den seneste testkamp for Juventus, som var mod den lille klub Villa Perosa.

Mens Ronaldo og Sarri altså bliver hjemme, så er der omvendt mulighed for, at Aaron Ramsey, der hidtil har været skadet, kan komme i kamp for Juventus for første gang siden sit skifte fra Arsenal på en fri transfer denne sommer.

Juventus lægger ud med at møde Parma i første kamp af den nye Serie A-sæson på lørdag.