Rubin Kazan overvejer Frederik Sørensen-bud
Illustration
Serie A

Rubin Kazan overvejer Frederik Sørensen-bud

Rubin Kazan kan blive Frederik Sørensens næste arbejdsgiver. I hvert fald beretter Tuttosport, at russerne vil købe ham.

Frederik Sørensens fremtid er snart på plads. For senest den 20. juni skal delejerskabet mellem mestrene Juventus og nedrykkede Bologna være afklaret, og noget tyder på, at klubberne er i gang med at finde en løsning, der involverer en helt tredje part.

Danskeren vil ikke blive i Bologna efter nedrykningen, og Juventus har ikke brug for ham. Derfor kan et skifte til Rubin Kazan i Rusland blive løsningen.

I følge Tuttosport er Rubin Kazan i gang med at finde frem til det rigtige bud på den 22-årige dansker, der har to år tilbage af aftalen med de to italienske klubber.

Frederik Sørensen blev sidste sommer meldt på vej til Zenit Skt. Petersborg, og noget kunne tyde på, at han har et rigtig godt navn i Rusland. Sørensen er også blevet sat i forbindelse med tyske Werder Bremen og de to italienske klubber Palermo og Sampdoria.