Video : Tipsbladet
Serie A

Rundens Serie A-kamp: Inter ligner en svag favorit i søndagens Milano-derby

Gennaro Gattusos mandskab skal bruge tre point for at holde trit med toppen af tabellen, men det bliver svært mod et Inter-hold, der har vundet deres seneste seks kampe.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag kl. 20.30
Spillested: San Siro
På TV: Kan streames på strivesport.com

Holdnyt:
Inter

Seks kampe i streg har Inter nu vundet. Den fornemme stime havde dog været svær at forudsige for en måneds tid siden, da Inter efter fire runder stod med én sejr, én uafgjort og to nederlag. Vendepunktet kom i Champions League mod Tottenham, da Luciano Spallettis hold fik vendt et 1-0-nederlag til en meget vigtig 2-1-sejr. Herefter har Nerazzuri slået Sampdoria, Fiorentina, Cagliari og SPAL i Serie A, samt PSV Eindhoven i Champions League.

Som sædvanlig er det Mauro Icardi, der har leveret størstedelen af scoringerne. Fem mål har argentineren stået for. Den eneste af de andre Inter-spillere, der har scoret mere end ét mål i denne sæson, er Ivan Perisic, men kroaten har ikke set skarp ud i den seneste måneds tid. 

Mens Spalletti godt kunne bruge flere mål fra andre end Icardi, har holdets defensiv til gengæld set sikker ud i den seneste tid. Otte mål har Inter indkasseret i ti kampe i denne sæson, og vi skal tilbage til august for at finde en kamp, hvor de lukkede mere end ét mål ind. Det er da også meget sigende for truppens styrke, at den brasilianske landsholdsspiller Miranda har siddet på bænken i de fleste af sæsonens kampe. 

På den offensive midtbane har Radja Nainggolan fået en fin start efter skiftet fra Roma, mens det har haltet lidt mere med kantspillerne. Hverken Perisic, Candreva eller Baldé har imponeret stort, så det ligner en startplads på højrekanten til Matteo Politano, der kom til klubben fra Sassuolo i sommerens transfervindue.

AC Milan
Gennaro Gattuso og hans spillere har fået en blandet start på sæsonen, men inden landskampspausen vandt AC Milan med 4-1 ude over Sassuolo og 3-1 hjemme over Chievo. Især sejren over Sassuolo, som på daværende tidspunkt lå rigtigt godt til i tabellen, var overraskende af flere årsager. For det første sad milanesernes farligste mand, Gonzalo Higuaín, ude med en skade, og for det andet havde Gattusos tropper spillet uafgjort tre kampe i træk, mod Empoli, Atalanta og Cagliari. 

Spanske Suso var dog flyvende i den kamp, hvor offensivspilleren stod for to af AC Milans fire scoringer. Mod bundholdet Chievo var Higuaín så tilbage igen, og argentineren skulle kun bruge godt en halv time tilbage på banen, før han havde bragt AC Milan på 2-0.

På rygtebasis har der været snak om Antonio Conte som ny AC Milan-træner i stedet for Gennaro Gattuso, og den nuværende AC Milan-træner da heller ikke kan vide sig særlig sikker på sit job. Målet for sæsonen er en Champions League-plads, og med et nederlag til Inter vil meget af den positive stemning efter sejrene mod Sassuolo og Chievo være væk igen. Inden for den næste måneds tid kan AC Milan nemlig også se frem til svære kampe mod Sampdoria og Juventus. Hvis Rossoneri skal holde trit med toppen, skal holdet have minimum ét point søndag aften mod lokalrivalerne.

Karantæner:
Inter:
Ingen
AC Milan: Ingen

Bud på startopstillinger:
Inter (4-2-3-1):
Handanovic - Vrsaljko, Skriniar, de Vrij, Asamoah - Vecino, Brozovic - Politano, Nainggolan, Perisic - Icardi
Milan (4-3-3): Donnarumma - Calabria, Musacchio, Romagnoli, Rodriguez - Kessie, Biglia, Bonaventura - Suso, Higuaín, Calhanoglu

Dom:
Inter har på papiret det bedste hold, og indtager en tredjeplads i Serie A, mens AC Milan ligger på en tiendeplads. Det hører dog med til historien, at AC Milan har spillet en kamp mindre, på grund af det udsatte opgør mod Genoa. Med en sejr til Rossoneri vil Gattusos tropper blot være ét point efter Inter. 

Milan har vundet deres seneste to kampe, hvor det har set godt ud. Luciano Spallettis mandskab har dog været inde i en endnu bedre stime, hvor holdet har vundet sine seneste seks kampe. Nu har der dog været en landskampspause til at bryde rytmen, og så er det værd at huske på, at holdenes aktuelle form ikke altid er afgørende i derby-opgør. Vi tror på en tæt kamp, hvor Inter snupper en kneben 2-1-sejr. 

Rundens øvrige opgør:
Efter en grim periode fik Roma vendt skuden med fire sejre på stribe. Hovedstadsklubben ligger på en sjetteplads og skal bruge tre point i lørdagens tidlige kamp mod SPAL, der er raslet ned i tabellen efter en god start. Derefter bliver det spændende at, se om den polske bomber, Krzysztof Piatek, kan score for niende Serie A-kamp på stribe, når Genoa besøger Juventus i Torino. I lørdagens sene kamp skal Jens Stryger Larsen forsøge at holde Lorenzo Insigne i kort snor, når Udinese tager imod Ancelotti og Napoli.

Søndag eftermiddag har Lazio brug for tre point i en halvsvær udekamp mod Parma, hvis Simone Inzaghis tropper vil fortsætte med at spille med om Champions League-pladserne. Mandag aften tager en anden top-fire-aspirant, Sampdoria, hjemme imod Kevin Prince-Boateng og Sassuolo, der efter en god start har tabt sine seneste to kampe.

Roma - SPAL, lørdag kl. 15.00
Juventus - Genoa, lørdag kl. 18.00
Udinese - Napoli, lørdag kl. 20.30
Frosinone - Empoli, søndag kl. 12.30
Chievo - Atalanta, søndag kl. 15.00
Bologna - Torino, søndag kl. 15.00
Parma - Lazio, søndag kl. 15.00
Fiorentina - Cagliari, søndag kl. 18.00
Sampdoria - Sassuolo, mandag kl. 20.30

Tidligere indbyrdes opgør, form og tabel: