Video : Tipsbladet
Serie A

Rundens Serie A-kamp: Kan Inter bruge CL-succes til at vende katastrofestart?

For Sampdoria skal den unge Joachim Andersen forsøge at lukke ned for Mauro Icardi, som i midtugen sænkede Tottenham i Champions League.

Kampfakta:
Tidspunkt: Lørdag kl. 20.30.
Spillested: Stadio Luigi Ferraris
TV: Kan ses på strivesport.com

Holdnyt:

Sampdoria
Klubben fra Genova har fået en imponerende start på sæsonen i Serie A. Efter at være sluttet på en 10. plads i sidste sæson ligger Sampdoria i indeværende sæson på en flot fjerdeplads efter fire spillerunder. Kun Juventus, Napoli og SPAL har fået flere point. Sampdoria har fået syv point efter fire kampe, til trods for at man i sæsonpremieren tabte med 1-0 ude til Udinese.

I sæsonens første hjemmekamp blev Carlo Ancelotti og Napoli så sendt hjem fra Stadio Luigi Ferraris med et 3-0-nederlag. Sampdoria var skarpe foran mål imod napolitanerne, hvor Gregoire Defrel nettede to gange i første halvleg, inden målræven Fabio Quagliarella leverede sæsonens hidtil bedste mål i Serie A i anden halvleg, da han med ryggen til mål drejede bolden i nettet med hælen.

Angrebsduoen med Defrel og Quagliarella har tilsammen scoret seks gange i de første fire kampe. Efter sejren mod Napoli tog Sampdoria til Frosinone, hvor man bankede oprykkerne med 5-0 i en kamp, hvor danske Joachim Andersen assisterede Defrels mål til 3-0.

I onsdags spillede Sampdoria og Fiorentina så kampen fra første spillerunde, som blev udsat på grund af brokollapset i Genova. De to formstærke mandskaber delte pointene mellem sig, efter at Giovanni Simeone havde bragt Firenze-holdet foran i første halvleg. Sampdorias spilfordeler, Gianluca Caprari, fik dog sikret sit hold det ene point i anden halvleg med en scoring efter en time.

Inter
Luciano Spallettis mandskab har fået en underlig sæsonstart. Efter et godt transfervindue og opskruede forventninger har Inter i sine fire første kampe i Serie A i denne sæson allerede tabt til Sassuolo og oprykkerne fra Parma. Derudover smed man i anden runde en 2-0-føring hjemme imod Torino. Kun imod Filippo Inzaghis Bologna, som ligger på en 18. plads, formåede Inter at hente tre point.

I tirsdags spillede Inter så sin første Champions League-kamp i seks år, da Tottenham kom på besøg, og også i denne kamp så spillet meget lidt overbevisende ud. Der var ikke meget, der hang sammen, og englænderne var efter Christian Eriksens scoring i det meste af anden halvleg tættere på 2-0 og 3-0 end Inter var på 1-1.

Med fem minutter tilbage dukkede anfører og topscorer Mauro Icardi så op og flugtede bolden i nettet fra kanten af feltet, inden Matías Vecino på chokerende vis headede sejren hjem i overtiden. Inter lignede et fuldstændigt forvandlet mandskab efter Icardis mål, hvor man gik fra modløshed til højt tempo og aggressivitet fra det ene øjeblik til det andet. Forvandlingen viste, at Inters problemer i denne sæson er mentale, for holdet har utvivlsomt talentet til en placering i top-tre.

Mauro Icardi, som i sidste sæson sammen med Ciro Immobile blev capocannoniere i Serie A med 29 mål, er ikke kommet godt i gang i den hjemlige liga i denne sæson. Forhåbentligt for Inter kan succesoplevelsen mod Tottenham i Champions League være med til at vende den tilspidsede situation i Serie A, hvor man inden weekenden ligger på en skuffende 15. plads.

Bud på startopstillinger:

Sampdoria (4-3-1-2): Audero - Murru, Tonelli, Andersen, Bereszynski - Linetty, Ekdal, Barreto - Caprari - Defrel, Quagliarella.

Inter (4-2-3-1): Handanovic - Asamoah, de Vrij, Miranda, Skriniar - Vecino, Brozovic - Perisic, Nainggolan, Baldé - Icardi.

Dom:
Inter viste pludselig et helt andet niveau til allersidst mod Tottenham, men i Serie A har man endnu ikke fundet takten. Til gengæld har Sampdoria scoret otte mål i sine seneste tre kampe, og ligger inden kampen på en fjerdeplads i Serie A. Senest en af storklubberne (Napoli) kom til Stadio Luigi Ferraris, blev de sendt hjem med et 3-0-nederlag. Inter bør dog kunne bruge noget af det momentum, som Tottenham-kampen har givet, hvorfor vi tror på en pointdeling lørdag aften. 1-1.

Rundens øvrige opgør:
Lørdag aften mødes nummer to og nummer fem, SPAL og Fiorentina. Det skal blive spændende at følge, om den lille klub fra Ferrara, der i sidste sæson med nød og næppe undgik nedrykning, kan fortsætte den imponerende sæsonstart. Søndag ved middagstid skal Napoli forsøge at holde nogenlunde trit med Juventus, når de besøger Torino. Ancelotti og kompagni skuffede i midtugen ved at spille 0-0 mod Røde Stjerne i Champions League.

Senere søndag skal Roma forsøge at komme ud af den begyndende krise, som Di Francescos mandskab efterhånden befinder sig i efter skuffelsen mod Chievo i sidste runde. Romerne er allerede efter fire runder syv point efter Juventus.

Også AC Milan har hårdt brug for en sejr efter sidste weekends pointdeling mod Cagliari. Gennaro Gattusos hold får dog kamp til stregen, når Atalanta søndag aften besøger San Siro. Og sidst men ikke mindst vil Cristiano Ronaldo sandsynligvis have nogle frustrationer fra Valencia-kampen, som han skal have ud af kroppen, når Juventus i søndagens sene kamp møder bundklubben Frosinone på udebane.

Sassuolo - Empoli, fredag kl. 20.30
Parma - Cagliari, lørdag kl. 15.00
Fiorentina - SPAL, lørdag kl. 18.00
Torino - Napoli, søndag kl. 12.30
Bologna - Roma, søndag kl. 15.00
Chievo - Udinese, søndag kl. 15.00
Lazio - Genoa, søndag kl. 15.00
AC Milan - Atalanta, søndag kl. 18.00
Frosinone - Juventus, søndag kl. 20.30