Sampdoria henter tysker til forsvaret: Er Joachim Andersen på vej væk?
Foto: Getty Images
Serie A

Sampdoria henter tysker til forsvaret: Er Joachim Andersen på vej væk?

Det kunne godt se ud til, at Sampdoria har gjort klar til, at man nu kan sælge Joachim Andersen, der har været rygtet væk i flere måneder.

Den danske midterforsvarer Joachim Andersen har i denne sæson spillet en meget central rolle for Sampdoria i den italienske Serie A i denne sæson. Derfor har rygterne om et skifte til noget større da også været der.

Undervejs har klubber som Inter og Champions League-finalisterne fra Tottenham været nævnt som muligheder for danskeren. Nu kan det se ud som om, at Sampdoria er ved at gøre klar til et salg.

Klubben har torsdag offentliggjort, at man henter den tyske forsvarsspiller Julian Chabot fra den hollandske klub Groningen til klubben på en femårig kontrakt. Her skulle prisen for den 21-årige spiller være på omkring 28 millioner kroner.

Selvom Chabot er ung, så har han allerede spillet for klubber som Sparta Rotterdam og RB Leipzig udover Groningen, som han altså forlader nu. Derudover har han spillet for det tyske U20-landshold.

Joachim Andersen og Sampdoria slutter sæsonen af med en kamp mod mestrene fra Juventus. Der er dog ikke mere at spille for i Sampdoria i den kamp, som kan ende med at blive danskerens afskedskamp.

Når dén kamp er overstået, bliver Joachim Andersens næste opgave sandsynligvis U21 EM med Danmark, hvor han er udtaget til bruttotruppen.