Video : Tipsbladet
Serie A

Sarri: Aldrig har jeg set så stor vilje fra en klub for at ansætte en træner

Maurizio Sarri har holdt sit første pressemøde som Juventus-træner efter at have forladt Chelsea tidligere på måneden.

Det blev blot til ét år i Chelsea for Maurizio Sarris vedkommende. I stedet er han nu vendt tilbage til Italien, hvor han skal stå i spidsen for Juventus.

I dag havde han sit første pressemøde som cheftræner for den italienske mesterklub, og her fortalte han, at Juventus udtrykte et stort ønske om at få ham til klubben som Massimiliano Allegris afløser.

- I Napoli gav jeg alt, så besluttede jeg for at få en stor oplevelse i Premier League. Juventus er den bedste italienske klub lige nu, og de tilbød mig chancen for at vende tilbage til Italien. Det er kronen på værket i en lang karriere.

- Jeg har aldrig set så stor en vilje fra en klub i forhold til at ansætte en træner. De havde en god attitude, hvilket overbeviste mig. Der var virkelig stærke følelser, lød det fra Maurizio Sarri.

Der er blev stillet en del spørgsmål ved Maurizio Sarris fortid i Napoli, hvor han gennem flere år havde et fjendtligt forhold til Juventus og klubbens fans, men det ser han nu ikke som et problem.

- I tre år vågnede jeg op og tænkte på, hvordan Juventus skulle besejres, fordi de var det vindende hold. Jeg gav mig 110 procent, men vi kunne stadig ikke gøre det. Det var en oplevelse, og jeg vil nu give alt for denne klub.

I Juventus kommer Maurizio Sarri blandt andre til at få Cristiano Ronaldo under sine vinger, og ifølge Daily Mail vil han straks flyve til Grækenland, hvor den portugisiske stjerne i øjeblikket lader batterierne op efter en lang sæson.

At arbejde sammen med den tidligere Real Madrid- og Manchester United-spiller er også noget, Maurizio Sarri ser frem til.

- I Chelsea trænede jeg nogle virkelig dygtige spillere, men at træne Cristiano vil være endnu et skridt fremad. Jeg vil gerne hjælpe ham med at slå nogle nye rekorder, sagde den 60-årige Juventus-træner.