Sene Juventus-scoringer sikrede sejren mod Frosinone
Foto: Getty Images
Serie A

Sene Juventus-scoringer sikrede sejren mod Frosinone

Juventus var længe om at få hul på bylden mod Frosinone, men Cristiano Ronaldo og Federico Bernardeschi scorede for udeholdet mod slutningen af opgøret.

Det var top mod bund, da Juventus mødte Frosinone på Stadio Benito Stirpe, og det var også tydeligt at se på grønsværen.

Juventus var altdominerende fra første færd, men på trods af en offensiv opstilling, hvor Juan Cuadrado var blevet foretrukket på højre back, lykkedes det ikke for mesterklubben at omsætte det massive spilovertag.

Det lykkedes Frosinone at holde stand med det femmandsforsvar, som Moreno Longi havde stillet op til kampen på hjemmebane.

Undervejs i anden halvleg forsøgte Massimilliano Allegri at ændre kampbilledet ved at sætte Federico Bernardeschi på banen i stedet for Rodrigo Bentancur, og den italienske landsholdsspiller var i stand til at sætte lidt spræl i Juventus-offensiven.

Med otte minutter tilbage af kampen faldt en løs bold ned for fødderne af Cristiano Ronaldo, og så var den portugisiske stjernespiller ikke sen til at sparke bolden i nettet.

Dybt inde i overtiden lykkedes det for Federico Bernardeschi at udbygge føringen til 2-0.