Serie A-klub havde fusket med regnskabet: Fratrækkes tre point
Foto: Getty Images
Serie A

Serie A-klub havde fusket med regnskabet: Fratrækkes tre point

Chievo Verona havde brug for et bedre regnskab for at få lov til at spille i Serie A. Det fik de, men ikke med rent mel i posen.

Serie A bliver aldrig kedelig uden for stregerne. Senest har Verona-klubben Chievo været på kant med reglerne, da de har fusket med deres regnskaber. Det gjorde de for at få licens til den nye sæson i Italiens bedste række.

Det er de blevet straffet for med tre minuspoint i Serie A plus en bøde på 1,5 millioner kroner. Det melder det italienske fodboldforbund FIGC i en pressemeddelelse.

Chievo var blevet anklaget for at lave handler med Cesena for omkring 185 millioner kroner i falsk profit. Her havde anklagerne i første omgang gået efter 15 minuspoint til Chievo, men det blev som skrevet kun tre.

Udover selve klubben, så bliver klubbens præsident Luca Campedelli ramt af en karantæne på tre måneder, ligesom det bliver til en karantæne på halvanden måned for rådgiverne Piero Campedelli, Giuseppe Campedelli, Michele Cordioli og Antonio Cordioli.

De tre minuspoint bliver desuden benyttet i denne sæson. Det betyder, at Chievo nu er på -2 på sidstepladsen i Serie A.

Samtidig bliver det meldt, at man ikke vil fortsætte en sag mod Cesena, men at Guido Aldini og Samuele Mariotti fra klubben er blevet ramt af en karantæne på halvanden måned.