Video : Tipsbladet
Serie A

Serie A-spiller indlagt med blodprop i lungerne

Den ghanesiske midtbanespiller Emmanuel Agyemang Badu er blevet indlagt med en blodprop.

I Preben Elkjærs gamle klub Hellas Verona har man meldt ud, at klubbens lejesvend Emmanuel Agyemang Badu er blevet indlagt på hospitalet med intet mindre end en blodprop i lungerne.

I forbindelse med udmeldingen er det også kommet frem, at den 28-årige ghaneser skal blive på Sacro Cuore-hospitalet, hvor han skal have mere behandling, ligesom der også skal foretages tests efter blodproppen.

Selvom det også forlyder, at det går fint for spilleren, så vil han i de kommende dage stadig være under observation. Det skyldes, at selvom der var tale om en mindre blodprop i Badus tilfælde, så kan det være enormt farligt, hvis der ikke tages hånd om den.

I sidste måned kom Badu til Verona fra Udinese på en lejeaftale, som altså er startet ganske skævt for ham. 

Foruden Verona, så har Emmanuel Agyemang Badu også været udlejet til tyrkiske Bursaspor.

Badu har spillet 78 landskampe for Ghana, ligesom han også var med til at vinde U20-VM i 2009 med sit land.