Sikker Viola-sejr mod Sassuolo
Foto: Polfoto
Serie A

Sikker Viola-sejr mod Sassuolo

Det blev aldrig rigtig spændende, da Fiorentina slog Sassuolo med 3-1 lørdag aften.

Khouma Babacar stjal showet i Sassuolo, da Fiorentina lørdag aften var på besøg. Den senegalesiske angriber lagde op til ét mål og scorede selv to i 3-1-sejren, der også bød på Mohamed Salahs første mål for Firenze-klubben.

Det var til 1-0, efter Babacar havde spillet ham helt fri med en sublim hælaflevering, og Salah stensikkert sendte bolden forbi Andrea Consigli i Sassuolo-målet. To minutter senere, i det 32. minut, var rollerne byttet rundt, da Salah afleverede til Babacar, som vendte rundt med en forsvarsspiller i ryggen og sparkede sit hold foran 2-0.

Babacar gjorde det også til 3-0 efter 62 minutter, da Sassuolos offsidefælde kiksede, og han pludselig stod helt fri i feltet med alverdens tid til at udplacere Consigli for anden gang. Fem minutter senere fik Sassuolo reduceret ved Domenico Berardi. Tættere kom hjemmeholdet ikke, og dermed befinder man sig fortsat på tiendepladsen i Serie A. Fiorentina rykkede tre point foran Sampdoria, der dog også kan nå 38 point, hvis man slår Chievo i morgen.