Video : Tipsbladet
Serie A

Simon Kjær skiftede klub: Jeg går stærkt ud fra, at jeg skal spille

Landsholdets anfører fik ny klub på transfervinduets sidste dag, og planen er, at han skal have fast spilletid. Han har ikke talt med træneren, men har fået gode meldinger videre fra ham.

Simon Kjær var havnet i en dårlig situation i Sevilla. Han spillede aldrig og var end ikke med på bænken, når holdet spillede kampe. Derfor lå det i ugevis i kortene, at han skulle skifte klub, og på transfervinduets sidste dag kom det så i stand.

Atalanta har lejet den danske landsholdsanfører for den kommende sæson, og dermed vender Kjær tilbage til Serie A og Italien, hvor han nød stor succes med Palermo og mindre succes med AS Roma. Og hvor han formentlig kan få noget mere spilletid.

Det er i hvert fald tanken bag skiftet.

- Jeg går stærkt ud fra, at jeg skal spille. Jeg har ikke talt med træneren endnu. Men jeg blev fire gange på ti minutter mindet om, at han var meget glad for, at jeg kom, siger Kjær til Ritzau.

Træneren er Gian Piero Gasperini, der ligesom Kjær også har en fortid i Palermo, men ikke samtidig. Han førte i sidste sæson Atalanta frem til en historisk tredjeplads i Serie A og dermed klubbens første deltagelse i Champions League.

Her er holdet havnet i gruppe med Manchester CIty, Shakhtar Donetsk og Dinamo Zagreb. Inden Simon Kjær kan koncentrere sig om det, skal han og det danske landshold spille to EM-kvalifikationskampe mod Gibraltar og Georgien.