Video : Tipsbladet
Serie A

Simon Kjærs tidligere klub solgt for 75 kroner

Palermo er blevet solgt for noget, der minder om prisen på en stor menu på en burgerbar efter 16 år med Zamparini og 40 trænerfyringer.

Siden 2002 har Palermo været ejet af den til tider småskøre italiener Maurizio Zamparini, som særligt har været kendt for at fyre den ene træner efter den anden, hvis det er gået skævt for klubben. 

Holdet er i dag at finde i Serie B, og det er nu ikke Zamparini, der er blevet 77 år, der skal stå i spidsen for klubben. Det skal et London-baseret selskabet i stedet. Det melder klubben ud på dens officielle hjemmeside.

- Det er med et tungt hjerte med tanke på klubbens fremtid og fans. Jeg er nået til den beslutning, at jeg afgiver ejerskabet af klubben, siger Zamparini. 

Prisen for klubben er til at overse, da det blot drejer sig om 75 kroner. Egentlig er det firmaet Mepal, som ejer Palermo-brandet, der er blevet solgt, og de nye ejere har forpligtet sig til at afvikle klubbens gæld på 170 millioner kroner.

Endelig kan Zamparini også oplyse, at det engelske firma har sat sig for at begynde ansigtsløftningen af stadionet og træningsfaciliteterne. Det er noget, som han har oplyst Palermos borgmester om, som har meldt tilbage, at han vil hjælpe så meget som muligt med at få projektet gennemført så hurtigt som muligt.

Den danske landsholdsanfører Simon Kjær var en del af Palermo mellem 2008 og 2010, hvor han havde pæn succes med klubben. Derudover har Simon Makienok også været forbi klubben, hvor det dog aldrig blev til det store.