Simon Poulsen vraget til træningslejr
Illustration
Serie A

Simon Poulsen vraget til træningslejr

Simon Poulsen skal ikke med de øvrige Sampdoria-spillere på træningslejr. Danskeren har fået fri til at se sig om efter en ny klub.

Simon Poulsen er en færdig mand i Sampdoria. Det kan man roligt konkludere, efter det torsdag eftermiddag er kommet frem, at den italienske Serie A-klub har valgt ikke at tage danskeren med på træningslejr til Bardonecchia den 13. juli.

Sammen med midtbanespilleren Enzo Maresca, forsvarsspilleren Massimo Volta og kantspilleren Zsolt Laczko har den danske landsholdsspiller fået besked på, at han skal blive hjemme i Sampdoria og selvtræne, indtil han har fundet en ny klub.

Den uheldige venstre back skiftede til Sampdoria for et år siden efter et succesfuldt ophold i AZ Alkmaar, men danskerens første sæson i Støvelandet udviklede sig til en mindre katastrofe og kastede kun ganske få spilminutter af sig.

Simon Poulsen har været sat i forbindelse med Serie A-oprykkerne Verona samt den græske topklub PAOK Saloniki.