Video : Tipsbladet
Serie A

Skarp konkurrent til Robin Olsen: Roma nærmer sig spansk landsholdsspiller

Roma er på nippet til at hente en ny målmand til klubben, og det er ikke en god nyhed for Robin Olsen.

Sidste sommer skiftede Robin Olsen fra FC København til AS Roma i en stor handel i danske normer, men svenskeren har ikke været nogen udpræget succes i den italienske klub, hvor han sågar også var bænket i sæsonens sidste ni ligakampe.

Nu har han udsigt til at få en ny konkurrent i form af spanske Pau Lopez.

Ifølge det spanske medie El Confidencial henter Roma målmanden til klubben i en handel, der beløber sig til omtrent 134 millioner kroner.

Den 24-årige landsholdsmålmand spillede en forrygende sæson for Real Betis i 2018/19-sæsonen, hvor han var kommet til på en fri transfer fra Espanyol, og han har nu udsigt til at tage et skridt op.

Pau Lopez er i øjeblikket tredjevalg på det spanske landshold, hvor kun Kepa Arrizabalaga fra Chelsea og Manchester Uniteds David De Gea er foran i køen til spilletid. Det ligner en særdeles skarp konkurrent til Robin Olsen, der kan gå en uvis fremtid i møde.