Spillet om Frederik Sørensen fortsætter
Illustration
Serie A

Spillet om Frederik Sørensen fortsætter

Frederik Sørensen meldes nu på vej til Hellas Verona eller Genoa, efter skiftet til Leeds brød sammen.

Det så længe ud til, at Leeds United ville hente Frederik Sørensen, men Leeds-ejer Massimo Cellino trak sig lørdag ud af forhandlingerne med danskeren på grund uoverensstemmelser med agenten om forsvarsspillerens løn.

Juventus og Leeds var således blevet enige om, at Sørensen ville slutte sig til klubben på en etårig lejeaftale til en værdi af godt fire millioner kroner, mens englænderne kunne sikre sig den danske forsvarsspiller på en permanent aftale, hvis de var klar til at lægge yderligere 28 millioner kroner i slutningen af sæsonen. 

Aftalen var derfor så godt som beseglet, og i løbet af torsdag i sidste uge gik Cellino sågar ud og bekræftede aftalen. Men endnu manglede de personlige detaljer. Og på trods af to dages forhandlinger med Sørensens agent formåede parterne alligevel ikke at nå til enighed.

Men det betyder imidlertid ikke, at interessen Frederik Sørensen er forsvundet.

Sky Sports Italia hævder nemlig i dag, at Hellas Verona nu er favoritter til at overtage Sørensen på en lignende aftale. Ligesom Genoa også menes at være interesseret i den tidligere Bologna-forsvarer.