Video : Tipsbladet
Serie A

Stikker til træner: Kommenterer du kampen?

Den erfarne angriber sendte en lille stikpille afsted til Napoli-bossen i weekendens kamp.

Som fodboldspiller var Gennaro Gattuso en hårdtslående midtbanespiller for AC Milan og det italienske landshold med en et godt temperament, og selvom han lagde støvlerne på hylden for snart otte år siden og er blevet træner, har han ikke mistet energien.

Det kom tydeligt til udtryk, da hans Napoli-mandskab i weekenden mødte Sampdoria i den italienske Serie A.

Her råbte og skreg 43-årige Gennaro Gattuso i store dele af kampen, og det fik i sidste ende Sampdoria-veteranen - og Gattusos tidligere holdkammerat - Fabio Quagliarella til at stikke lidt til cheftræneren.  

- Coach, er det dig, der kommenterer kampen?, lød det fra Quagliarella i løbet af kampen ifølge Football Italia og Corriere dello Sport

Den kommentar fik også Gattuso til at reagere.

- Bare fokuser på at spille, Quaglia. Stop med at irritere mig. Hvad fanden vil du have?, svarede Napoli-bossen.

Gattuso og Napoli endte med at tage sejren i kampen på mål af midtbanestjernen Fabian Ruiz og angriber Victor Osimhen, og med sejren er de fortsat på femtepladsen med to point op til Atalanta, som er nummer fire.