Video : Tipsbladet
Serie A

Stryger Larsen jubler over Udinese: Et nemt valg

Jens Stryger Larsen er meget tilfreds med skiftet til Udinese.

Jens Stryger Larsen er efter en årrække i Austria Wien rykket videre i karrieren, og nu tørner den danske landsholdsspiller ud for Serie A-klubben Udinese. Aftalen faldt på plads i sidste uge efter længere tids forhandlinger mellem de to parter.

Den tidligere Brøndby-spiller havde længe gået med en drøm om at prøve kræfter med en større liga, og af samme årsag er han meget tilfreds med, at det nu er blevet en realitet.

- Vi havde dialog i lang tid, og for 8-10 dage siden tog det rigtig fart med snakken og forhandlinger. Det var en klub, som rigtig gerne ville mig, og for mig var det ikke et svært valg, siger Jens Stryger Larsen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Det var ikke sådan, at jeg specifik gik efter Serie A, men da det meldte sig på banen, og vi havde en god snak med Udinese, var det klart det, der tiltalte mig mest. 

Han nyder, at fremtiden nu er på plads efter længere tids spekulationer.

- Det er rigtig dejligt. Det er ikke sådan, at jeg har ligget søvnløs og tænkt over klubskifter, men jeg er utrolig glad for, at det er på plads nu, og at jeg kan fokusere 100 procent på landsholdet, lyder det fra Stryger Larsen.

Udinese har i øjeblikket højre backen Silvan Widmer på skadeslisten, og det kan meget vel betyde, at Jens Stryger Larsen kan se frem til spilletid fra start i sin nye klub.

- Jeg håber på at komme til at spille fra start, men jeg har kun trænet med holdet to gange. Jeg vil da vise mig frem lige fra start og vise, at jeg kan være med, lyder det fra Jens Stryger Larsen.

Udinese har tabt begge hidtidige kampe i denne sæson.