Tevez modtaget af Juve-fans i Milano
Polfoto/Tim Clayton
Serie A

Tevez modtaget af Juve-fans i Milano

Carlos Tevez landede her til eftermiddag i Italien og blev modtaget af flere hundrede glade Juventus-fans. Han gennemgår lægetjek i morgen.

Handlen mellem Manchester City og Juventus for Carlso Tevez er så godt som afsluttet. Klubberne er enige om en transfersum på godt 90 millioner kroner, og Tevez ankom i dag 15.20 til Malpensa lufthavnen i Milano. Det meddeler flere italienske medier, der er til stede i lufthavnen og som har set Tevez blive omfavnet og tiljublet af flere hundrede ventende Juventus-fans.

Flere Juventus-fans har da også allerede postet billeder af Carlos Tevez på vej gennem lufthavnen i Milano, inden argentineren kunne sætte sig ind i en bil for at blive kørt de godt 130 kilometer fra Milano til Torino.

Planen er, at Carlos Tevez skal gennem lægetjek i Juventus i morgen, inden han kan underskrive en kontrakt på tre år, der angiveligt giver ham omkring 40 millioner kroner om året - efter skat.

Dermed forlader Carlos Tevez England efter en turbulent tid, hvor han undervejs boykottede Manchester City og opholdte sig i Buenos Aires mod klubbens ønske. Den nye træner Manuel Pellegrini skulle have sagt god for salget, der giver luft i lønbudgettet til at hente en ny angriber. Napolis Edinson Cavani kan meget vel være det primære mål, mens klubben også fortsat jagter Malagas Isco, men ser ud til at tabe kampen om spanieren til Real Madrid.

Carlos Tevez kommer til Juventus som klubbens anden tilgang til angrbet. Det er forlængst bekendtgjort, at Fernando Llorente kommer til Juventus fra Athletic Bilbao forud for den nye sæson.