Video : Tipsbladet
Serie A

Afgående Juventus-træner tager et sabbatår

Efter sit exit i Juventus har Chelsea-emnet Massimiliano Allegri besluttet sig for at tage et år fri fra fodbold

På trods af ganske stor national succes manglede de store internationale trofæer under Massimiliano Allegris tid i Juventus. Til sidst slap tålmodigheden op hos Juventus' ledelse, der besluttede at Allegri skulle stoppe med udgangen af den netop afsluttede sæson.

Afløseren er udset til at være den nuværende Chelsea-træner Maurizio Sarri, og derfor blev Allegri nævnt som et oplagt bud på Sarris afløser på Stamford Bridge. Men det bliver ikke til noget - i hvert fald ikke denne sommer.

Massimiliano Allegri har nemlig besluttet sig for at holde et år fri, hvor han ikke vil stå til rådighed på trænermarkedet. Det fortalte den italienske træner ifølge Goal ved et arrangement torsdag aften.

- Jeg kommer til at tage et år fri for at genoplade batterierne og få mit privatliv tilbage i egne hænder, og efter mange år genfinde følelserne for min familie, børn og venner. De seneste 16 år har føltes som at være i en blender. Du skal tage tid væk, som du eller ville bruge med familie og venner, siger Allegri og afslører, hvornår han forventer at være tilbage:

- Jeg skal bruge det kommende år på at genoplade mine batterier forud for den efterfølgende sæson, afsluttede træneren, som nåede at vinde Serie A fem gange med Juventus, men som aldrig vandt Champions League med den italienske storklub. Tættest på var han i 2015 og 2017, hvor det begge gange endte med nederlag i finalen.