Video : Tipsbladet
Serie A

Tilbagevendt Milan-portugiser: Jeg er glad for at være tilbage

Andre Silva er tilbage i AC Milan efter et lejeophold i spanske Sevilla, som ikke mundede ud i en permanent aftale.

AC Milan hentede i sommeren 2017 Andre Silva i FC Porto i en handel, der kostede italienerne 38 millioner euro svarende til lige over 280 millioner kroner.

Det skifte har ikke været den store succes, og sidste sommer sendte Milan så den 23-årige angriber til Sevilla på en lejeaftale med en købsoption på 35 millioner euro. Spanierne valgte ikke at benytte sig af optionen, og derfor er den portugisiske landsholdsspiller tilbage i Milan.

- Jeg har det godt, og jeg er glad for at være tilbage på Milanello og hilse på mange af holdkammeraterne, siger han til Milan TV og tilføjer:

- Jeg vil mødes med træneren og snakke om, hvordan sæsonen skal foregå.

I sin hidtil eneste sæson i den stribede Milan-trøje spillede Andre Silva 24 kampe med to mål til følge, mens det i Sevilla blev til ni fuldtræffere i 27 optrædener.

For det portugisiske landshold har den 23-årig skarpretter spillet 33 kampe og scoret 15 gange.