Werder-boss snakker med Juve om dansker
Illustration
Serie A

Werder-boss snakker med Juve om dansker

Werder Bremen skal have forstærket et håbløst forsvar, og Frederik Sørensen er blandt emnerne, når sportsdirektør Thomas Eichin sætter sig sammen med Juventus-bossen Giuseppe Marotta i morgen.

Werder Bremens forsvar har været pivåbent i de seneste tre kampe, hvor de har lukket 14 mål ind. Derfor skal der forstærkninger til i januars transfervindue, og tyskerne har kastet deres kærlighed på danske Frederik Sørensen, der er delejet af Juventus og Bologna.

Netop Juventus har Bremen for nylig indgået et samarbejde med. Et samarbejde der blandt andet handler om at udveksle spillere. Werder Bremens sportsdirektør Thomas Eichin rejser i denne uge til Torino for at diskutere spillere med Juventus-direktør Giuseppe Marotta.

- Jeg flyver til Torino torsdag sammen med Klaus Filbry (klubchef red.). Vi skal tale om udviklingen af samarbejdet og sikkert også om spillere. Vi må se, om dem der passer til os også står til disposition, siger Thomas Eichin til Bild.

Frederik Sørensens delejerskab mellem Juventus og Bologna blev forlænget i sommer, og Sørensen har i denne sæson spillet ni kampe for Bologna, der ligger næstsidst i Serie A.