Danske Frederik Sørensen kan være på vej væk fra Italien. Indtil nu har han i hvert fald været et varmt navn på rygtebørsen, og det ser kun ud til at fortsætte. Forleden skrev flere medier, at den ukrainske storklub Dynamo Kiev var interesserede i at købe ham fri af Juventus og Bologna, som deler ejerskabet af Sørensen, og nu meldes en ny klub interesseret.
Russiske Zenit Skt. Petersborg skulle ifølge Sky Sports være klar til at betale mellem 60 og 75 millioner kroner for at købe Sørensen væk fra Italien. Angiveligt skulle Zenits italienske træner Luciano Spalletti have fulgt Sørensen tæt i løbet af de 25 Serie A-kampe, forsvarsspilleren fik i sidste sæson for Bologna, og det skulle have overbevist den erfarne træner om Sørensens kvaliteter.
Frederik Sørensen kom til Juventus i 2010, da Lyngby i første omgang lejede ham ud til italienerne.