Daniel Braaten vender hjem til Norge
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Skandinavien

Daniel Braaten vender hjem til Norge

Efter mere end et halvt år som arbejdsløs har den tidligere FCK-spiller Daniel Braaten fået ny klub.

Daniel Braaten er tilbage i arbejde efter mere end et halvt år i arbejdsløshedskøen. Den tidligere FC København-spiller har ganske som ventet skrevet kontrakt med Vålerenga i hjemlandet Norge. Det bekræfter Tippeliga-klubben mandag formiddag. Nordmanden har tegnet kontrakt for hele 2015.

Daniel Braaten rejser med resten af Vålerenga-truppen til La Manga i dag, og den norske klub er udmærket klar over, at der venter et stort stykke arbejde med at få offensivspilleren tilbage i form. Daniel Braaten har således ikke spillet kamp, siden han tørnede ud for FC København.

- Han har været hos os og træne i hele januar. Han var også med i perioder i fjor, og han har vist et højt niveau. Vi er spændte på stabiliteten, og hvordan han klarer at vise sit niveau i kampene, men det gælder jo for alle spillere. Nu handler det om at få ham i kampform. Samtidig er Daniel en glad gut, som spreder godt humør, siger Vålerenga-manager Kjetil Rekdal til dagbladet.no.

Daniel Braaten har alle dage - også i FC København - haft et ry for bestemt ikke at være, som folk er flest, men det hilser man velkommen i hans nye klub.

- Mange ser Daniel som speciel, og det kan godt ske, at han er det. Og det skal han have lov at være. For mig handler det om at få hans ressourcer frem, så han bliver så god en spiller som muligt for Vålerenga, lyder det fra Rekdal.

32-årige Daniel Braaten huskes især for, at han blev matchvinder for FC København i 1-0-sejren over Galatasaray i Champions League-gruppespillet i sidste sæson.