Video : Tipsbladet
Skandinavien

Dansker-trio før historisk EL-kamp: Lamslået over, det kan lade sig gøre

I aften møder Sarpsborg 08 Besiktas i Euopa League. Det er første gang, klubben spiller europæisk fodbold, og det er med tre danskere på holdet. Det kunne også have været fint at møde Arsenal eller Chelsea, men atmosfæren i Tyrkiet er det ypperste, mener Patrick Mortensen.

Professionelle fodboldspillere lever meget af deres liv i busser, der fragter dem til og fra stadioner, lufthavne og hoteller, så på sin vis er der ikke noget odiøst over, at tipsbladet.dk fanger Patrick Mortensen, mens han sidder i holdbussen. Det er destinationen, der er usædvanlig. Historisk, faktisk.

Sarpsborg 08 fløj tirsdag til Istanbul, hvor den lille norske klub i aften spiller den første Europa League-kamp i historien. Det er Besiktas, der har vundet to af de seneste tre tyrkiske mesterskaber, der venter.

Her skal Patrick Mortensen og angrebskollegaen Mikkel Agger forsøge at score på Loris Karius og slås med Pepe og VM-sølvvinderen Domagoj Vida i midterforsvaret. Landsmanden Matti Lund Nielsen får fornøjelsen af folk som Atiba Hutchinson og Gary Medel på midtbanen, mens deres holdkammerater i forsvaret må bakse med Ryan Babel, Ricardo Quaresma og Alvaro Negredo.

Den form for matchning havde Patrick Mortensen ikke forestillet sig, da han kom fra Lyngby BK til Sarpsborg for tre år siden og endte sin første sæson som nummer 11 i Norge.

- Det er bare utroligt, så meget klubben har rykket sig i den tid, jeg har været her. Jeg tog op til et hold, som havde haft det svært og var et meget gammelt hold. Da jeg kom om sommeren, kunne jeg godt se, at vi skulle tage os sammen for ikke at rykke ned, husker den danske angriber tilbage.

- Den sommer lejede de en masse spillere, gamle spillere, erfarne spillere. Jeg ved ikke, om de leverede eller ej, men vi fik hevet den i land, og vi gik fra at være det ældste hold til at være det yngste nærmest. Fra december '15 til vinteren '16 skiftede vi et halvt år ud. Der kom så mange nye, og lige pludselig stod man der og kendte næsten ingen. Siden er det kun gået én vej.

Sarpsborg får 1-2 i udekampen mod Tel Aviv og sikrer Europa League-deltagelsen.

To forskellige verdener
Sæsonen efter blev Sarpsborg nummer seks og vandt så bronze i fjor. Det var den højeste placering nogensinde for klubben, der er resultatet af en række fusioner, først fandt sin nuværende form i 2008 og har været en del af Eliteserien siden 2013.

Den tredjeplads gav retten til at spille Europa League-kvalifikation, hvor først islandske IBV, så schweiziske St. Gallen, kroatiske Rijeka og til sidst Maccabi Tel Aviv fra Israel måtte vige pladsen for de undertippede normænd.

- At stå her og skulle spille Europa League med så lille klub som Sarpsborg er historisk. Den her klub er så unik. Det er sjældent, man ser en klub have så mange frivillige. Vi får lækker morgenmad og frokost, og det er frivillige, gamle pensionister, som elsker at komme og lave mad, fortæller Patrick Mortensen.

- Vi har fået udbygget stadion over et par omgange, selvfølgelig i samarbejde med firmaer, men der står altså 20 pensionister dag og nat og arbejder på at gøre vores rammer bedre. Man må bare tage hatten af, det er utroligt.

Lokale borgere hjælper med at gøre stadion Europa League-klar.

Der kan fortsat kun klemmes 6833 tilskuere ind på Sarpsborg Stadion, hvorimod Besiktas' Vodafone Park fra 2016 kan rumme kan rumme 41.000 larmende tyrkere. Og netop dem glæder Patrick Mortensen sig til at stifte bekendtskab med.

Sarpsborg kunne ellers have trukket hold som Arsenal og Chelsea fra øverste seedningslag, men så havde de ikke fået mulighed for at opleve de berømte og berygtede tyrkiske fans.

- Jeg blev virkelig, virkelig glad for, at det blev Besiktas, da jeg så lodtrækningen. Det kunne også være fedt at komme til Emirates eller Stamford Bridge, men det bliver bare ekstremt, det her. Det er noget af det ypperste, man kan opleve i forhold til atmosfære og stemning på stadion, og det er ikke alle, der får lov til at opleve det, siger Patrick Mortensen.

- Jeg har også spillet to cupfinaler, det var også to kampe med fantastisk kulisse. Men hvis du ringer og spørger på fredag, tror jeg ikke, de kan måle sig med den kamp, vi skal spille torsdag.

"Jeg var helt slukket"
Sarpsborg og Besiktas er en del af hver sin fodboldverden. Det viser spillerne i de to trupper, det viser dere stadioner, og det viser deres popularitet: Nordmændene har lige over 6000 følgere på Twitter. Besiktas har 3,74 millioner.

Europa League-succesen kommer dog med en pris, for Patrick Mortensen og co. har tabt de seneste fire kampe i den hjemlige liga. Han vurderer, at det europæiske eventyr bærer en del af ansvaret, men påpeger også, at holdet vandt sine første par kampe, mens det spillede Europa-kvalifikation.

Dem har der været otte af, kvalifikationskampene, og det er svært at udpege et højdepunkt. For hver gang Sarpsborg er lykkedes med at gå videre, har det toppet den foregående runde.

- Da vi skabte sensationen ude mod Tel Aviv, var vi spillet godt og grundigt ned, men vi fik scoret og fik holdt den hjem. Jeg kiggede på dommeren og kunne se, at han skulle til at tage fløjten i munden og fløjte af, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke og sige og gøre. Jeg var lamslået over, at det kunne lade sig gøre, at vi skulle stå der og havde spillet os i gruppespillet, fortæller Patrick Mortensen.

- Man kan sige, det var en sindssyg følelse, men jeg ved ikke, om jeg følte noget på det tidspunkt; jeg var helt slukket. Det gik først op for mig dagen efter, hvor stort det egentlig var.

Nu venter så endnu en stor opgave og oplevelse mod Besiktas' VM-stjerner og erfarne folk fra Premier League, og favoritværdigheden er ikke så svær at placere. Men som Patrick Mortensen siger:

- Vi er undertippet, men det har vi også været i de tre seneste runder.