David Nielsen: Ødegaard fik os til at gå på kompromis
Foto: Polfoto
Skandinavien

David Nielsen: Ødegaard fik os til at gå på kompromis

16-årige Martin Ødegaard er skiftet til Real Madrid, og det kan han blandt andet takke David Nielsen for. Danskeren fortæller, at han satte opstillingen efter Ødegaards kvaliteter.

Han er norsk fodbolds største talent, Martin Ødegaard, og den nu 16-årige nordmand fik i januar et drømmeskifte på plads, da han efter langvarige forhandlinger kunne præsenteres i Real Madrid. Her skal Ødegaard forsøge at fortsætte de fantastiske takter, han viste i Strømsgodset og på det norske landshold. I første omgang bliver det dog på Real Madrids reservehold.

Ødegaard var kun 15 år, da han blev fast mand på Strømsgodset-holdet, og siden er den offensive midtbanespiller bare vokset. Hurtigt blev han en profil i Tippeligaen, og siden er han også blevet den yngste debutant på det norske landshold nogensinde.

Meget kan han takke sit store talent for, noget kan han dog også takke sin nu tidligere træner for, David Nielsen. Den danske Strømsgodset-træner fortæller til Drammens Tidende, at han gjorde alt for at få Martin Ødegaard til at excellere i Strømsgodset.

- Vi så allerede tidligt, at det kunne blive fantastisk (med Martin Ødegaard, red.). Potentialet i Martin var på et superstjerne-niveau, og vi vidste, vi havde en helt speciel spiller, siger David Nielsen til Drammens Tidende og forklarer videre:

- Vi måtte gå på kompromis med at tabe nogle fodboldkampe i starten, mens omgivelsen fra i en guldtilstand.

- Udfordringen var at få Martin til at biddrage, så vi kunne vinde nogle fodboldkampe. Han begyndte at passe bedre ind på holdet, og slutproduktet fra ham blev meget bedre. Det havde vi også et stort fokus på, siger David Nielsen.

Den danske Strømsgodset-træner er i gang med opstarten til den nye sæson i Norge. I sidste sæson blev den norske klub nummer fire i Tippeligaen.