Video : Tipsbladet
Skandinavien

Ferie fra træning i to uger: Ingen tidshorisont for Bendtners comeback

Nicklas Bendtner har holdt fri i Rosenborg BK i to uger, men klubbens sportschef vil ikke sige, hvor længe ferien varer, eller om spilleren overhovedet kommer tilbage til Rosenborg.

Det er ingen hemmelighed, at Rosenborg gerne vil Nicklas Bendtner denne sommer. Så meget har sportschef Stig Inge Bjørnebye allerede slået fast.

Den danske angriber har de to seneste uger slet ikke trænet med i klubben, og billederne på hans Instagram-konto viser, at han både har været i København og Italien i mellemtiden. Hvornår han vender tilbage, vil Bjørnebye ikke ud med. Heller ikke, om Bendtner kommer tilbage til Rosenborg.

- Han har fået fri, siger Stig Inge Bjørnebye kort og godt til Adresseavisen.

Nicklas Bendtner fik ellers tidligere på sommeren bevilliget forlænget ferie, men vendte for en måneds tid siden tilbage på træningsbanen med Rosenborg. Det varede altså kun et par uger, inden klubben igen sendte ham på ferie.

Kort efter slog cheftræner Eirik Horneland fast, at det bare var et spørgsmål om tid, hvornår Bendtner ville forlade klubben.

- Du ser ham ikke på onsdag (i pokalkampen mod Ull/Kisa, red.). Han har mere eller mindre spillet sin sidste kamp for Rosenborg. Det har vi været enige om i ganske lang tid, sagde han.

Ekstra Bladet skrev dog forleden, at Rosenborg har svært ved at afsætte den 31-årige angriber. Der er ifølge avisen ikke er nogen klubber, som ønsker sig Nicklas Bendtner, som ikke har spillet kamp siden april.