Video : Tipsbladet
Skandinavien

Johan Wilands karriere i fare: Vil ikke være invalid resten af livet

Den mangeårige FCK-målmand kæmper for at holde liv i sin karriere, som en skulderskade truer. De næste uger afgør, om han kan fortsætte. Men det skal ikke være på bekostning af, at han får varige mén.

Johan Wiland har allerede haft en lang og succesfuld karriere. Over 20 år har han vundet syv mesterskaber og seks pokaltitler i Sverige og Danmark, og han har spillet ni landskampe for sit hjemland. Men den mangeårige FCK-målmand håber, at karrieren varer lidt endnu.

Det er dog et åbent spørgsmål, om 38-årige Wiland kan fortsætte. Hans kontrakt med Hammarby er løbet ud, og de kommende uger skal afgøre, om han kan komme tilbage på banen. For en skulderskade truer med at gøre en ende på hans liv som professionel fodboldspiller.

Læs også:Svensk klub i tvivl om Johan Wilands fremtid: Det afhænger af lægerne

Wiland har i denne omgang døjet med skaden siden 2018, og den holdt ham ude i dele af begge de to seneste sæsoner. Så nu skal han altså være helt i orden, før han fortsætter - og før Hammarby giver ham en ny kontrakt. Men ikke for enhver pris.

- Optimismen må ikke blive til en fantasi. Man må være realistisk, tage ét skridt ad gangen. Mit realistiske mål har været at spille fodbold igen, men når man får tilbageslag, som jeg har fået, så er mit realistiske mål at kunne leve normalt med min skulder, siger Johan Wiland til Fotboll Sthlm.

- Jeg vil kunne lave ting uden for fodbold præcis som almindelige mennesker. Det er vel det, som jeg arbejder for: at få en god hverdag med mine børn. At man kan lege og forhåbentlig spille golf i fremtiden og ikke blive invalid.

Læs også:Tidligere FCK-keeper håber på ny aftale med danskerklub

Mens Wiland venter på, at skulderen går i orden, gør Hammarby det samme. Sportschef Jesper Jansson sagde i december følgende:

- Alt afhænger af genoptræningen. Hvordan han kommer sig. Men hvis lægerne siger, at det går godt, så vil vi gerne have ham i næste sæson.

Den sæson begynder for Hammarbys vedkommende den 24. februar, når holdet spiller pokalkamp mod Varbergs BoIS.

Læs også:Det Gyldne Bur: Se alle de tidligere vindere

Læs også:Hammarby-træner hylder Johan Wiland-afløser

Læs også:Kan hentes kvit og frit: Ni tidligere Superliga-spillere har udløb i Sverige