Video : Tipsbladet
Skandinavien

Klubchef bekræfter: Nicklas Bendtner tygger på konkrete tilbud

Nicklas Bendtner har flere muligheder for at skifte klub, og i øjeblikket bruger han lnoget tid på at vurdere dem, bekræfter Rosenborgs sportschef. Ifølge et italiensk medie er en Serie C-klub interesseret.

De fleste kender det nok. Det begynder godt, man nyder hinandens selskab, og man taler varmt om den anden til andre. Men efterhånden går man hinanden mere og mere på nerverne, og til sidst er den indbyrdes relation ødelagt, så det bare er et spørgsmål om tid, før man må skilles.

Nicklas Bendtner og Rosenborg kender det i hvert fald.

Men nu ser det ud til, at den danske angriber om sider har fundet en vej ud af den norske mesterklub. Stig Inge Bjørnebye, der er sportschef i Rosenborg, bekræfter i hvert fald, at Bendtner har flere forskellige tilbud fra andre klubber liggende.

- Ja, vi arbejder med det. Han vurderer nu nogle konkrete muligheder. Han bruger lidt tid på det. Vi har en tæt dialog hele vejen, senest i dag (mandag, red.). Vi arbejder med at finde en løsning, siger Bjørnebye til VG.

I sidste uge skrev det italienske medie strill.it, at klubben Reggina var interesseret i at hente Bendtner. Angriberen har en fortid i Italien, efter han var lejet ud til Juventus i 2012/13-sæsonen, men der er langt fra de syvdobbelte mestre ned til Reggina, der spiller i Serie C. Det skulle ifølge mediet også være Bendtners primære reservation.

Bjørnebye vil ikke forholde sig til specifikke klubber, men siger generelt om dem, der har budt sig til:

- Der er et godt niveau på klubberne, lyder det til Eurosport.no.

31-årige Nicklas Bendtner har kontrakt med Rosenborg for resten af 2019.