Video : Tipsbladet
Skandinavien

Malmö-dansker håber stadig på Europa trods sent pointtab

Anders Christiansen håber ikke, at Malmö FF's pointtab mod AIK mandag resulterer i, at de ikke kommer i Europa.

Malmö FF var længe på sejrskurs, da de mandag aften mødte Allsvenskans førerhold, AIK. Danske Anders ”AC” Christiansen havde scoret til 1-0 inden pausen, og den føring holdt helt indtil det 96. minut, hvor Sebastian Larsson udlignede for AIK.

Det kan vise sig at være et dyrt pointtab for Malmö FF. En sejr over AIK havde nemlig betydet, at Malmö FF havde overhalet Hammarby og Häcken i tabellen og overtaget tredjepladsen, der giver adgang til europæisk fodbold. Nu skal de i stedet forsøge at hente to point på Hammarby i løbet af de sidste tre spillerunde.

Det ærgrer Malmö FF’s danske målskytte, at de ikke kunne overtage tredjepladsen i denne omgang, og "AC" håber, at det ikke bliver de to tabte point mod AIK, som betyder, at Malmö FF ikke kommer i Europa.

- Jeg håber ikke, at det er de to point, der gør, at vi ikke skal spille europæisk, men det får vi at se, siger ”AC” ifølge fotbollskanalen.se.

- Det er ærgerligt, og vi kan kun gøre vores og vinde. Det bliver fint med en ny kamp allerede i torsdag (mod Örebro).

Malmö FF spiller i denne sæson Europa League, hvor de er havnet i gruppe med Sarpsborg, Besiktas og Genk.