Video : Tipsbladet
Skandinavien

Malmø FF forhandler med MLS-klub om Anders Christiansen

Anders Christiansen er jagtet af en amerikansk klub, der forhandler med Malmø FF om en aftale.

Hvis Anders Christiansen går rundt med en amerikansk drøm i maven, kan det være, han får mulighed for at udleve den snart.

Ifølge Expressen vil en MLS-klub meget gerne købe den danske midtbanespiller af Malmø FF, men svenskerne vil nødigt sælge "AC", der er en af de bærende kræfter på holdet. Malmø skal have afvist et bud fra den unavngivne MLS-klub, men det sidste punktum er næppe sat i sagen.

Den svenske avis skriver, at repræsentanter for klubben i denne uge rejser til Sverige for at kalde Malmø-ledelsen tilbage til forhandlingsbordet. Så er spørgsmålet, om de har penge nok i lommen til at få Anders Christiansen med hjem

Danskerens agent Hasan Cetinkaya bekræfter, at der er interesse for den tidligere FCN-spiller.

- Der er klubber fra et par ligaer udenfor Skandinavien, som vil have Anders. Men det er op til Malmø, hvad de vil, lyder det fra agenten.

Anders Christiansen har både været i Chievo og og KAA Gent, men det er i Malmø FF, at danskeren har haft klart mest succes i karrieren. Hans kontrakt med svenskerne løber frem til udgangen af 2022.