Video : Tipsbladet
Skandinavien

Malmö-træner hylder "AC": Jeg er glad, så længe han er her

Malmö-træner Magnus Pehrsson er fuld af begejstring over for Anders Christiansen.

Den tidligere AaB-træner Magnus Pehrsson satte sig i trænersædet i Malmö FF tidligere på året som afløser for fyrede Allan Kuhn, men der er stadig dansk islæt i den svenske mesterklub. Således er både Anders "AC" Christiansen og Lasse Nielsen på kontrakt på den anden side af Øresund.

Særligt førstnævnte imponerer Magnus Pehrsson. "AC" blev hurtigt en nøglespiller i Malmö FF, og i denne sæson er han kommet godt tilbage efter en længere skadespause.

- Vi skal være glade, så længe han spiller i Malmö FF, siger cheftræneren til Fotbollskanalen og tilføjer:

- For at han skal fungere endnu bedre, og for at holdet skal blive bedre med ham, er det nødvendigt, at han har en stor... jeg vil ikke sige frihed, men han har brug for en stor ramme, fordi han har så uhørt mange fodboldløsninger i sig.

- Jeg ser gerne, at han lokker modstandere til sig, for det er ofte det, der åbner spillet. Han er sådan en spiller, man kan have en god fodboldsnak med.

Anders "AC" Christiansen har kontrakt med Malmö FF frem til 2018.