Medie: Tidligere OB'er kan være på vej til svensk fodbold
Foto: Getty Images
Skandinavien

Medie: Tidligere OB'er kan være på vej til svensk fodbold

Den islandske landsholdsspiller Ari Skulason kan være på vej til svenske GIF Sundsvall - men først fra sommer.

I sidste sæson var det danske Nicklas Pedersen, der sammen med Mechelen rykkede ud af den bedste belgiske række, da klubben endte sidst i tabellen. Og i Belgien betyder det faktisk, at når man rykker ud som sidste hold i ligaen, slutter sæsonen allerede i marts.

I år er det så Lokeren, der er holdet, der rykker ud af rækken, og det betyder, at flere spillere har fået lov til at smutte. Klubben har allerede ophævet aftalen med den tidligere FC Nordsjælland-spiller Mario Ticinovic, og nu er endnu en tidligere Superliga-spiller på vej væk fra klubben.

Det er den tidligere OB'er Ari Skulason, 31 år, som har fået løbepas, og han ser ud til at lande i svensk fodbold.

I hvert fald er der stor interesse fra GIF Sundsvall, skriver lokalmediet Sundsvalls Tidning, og faktisk er GIF Sundsvall Skulasons tidligere klub. Det var i den svenske klub, at OB i 2013 hentede Ari Skulason til Danmark, inden han spillede så godt ved EM i 2016, at Fynboerne kunne sælge ham videre til Lokeren.

- Jeg har fået spørgsmålet, om jeg er interesseret (i at skifte til GIF Sundsvall, red.), men de har fået samme svar som alle andre - jeg ser på mine muligheder til sommer, siger Ari Skulason og lader altså ikke til at ville skifte til svensk fodbold allerede nu, selv om det er en mulighed, da sæsonen i Belgien er færdig, og han har kontraktudløb til sommer og stensikkert kan få løbepas allerede nu.