Video : Tipsbladet
Skandinavien

Mike Jensen om Bendtner: Hans situation er ikke særlig god

Robenborg-anfører Mike Jensen er opsat på hjælpe Nicklas Bendtner tilbage på sporet. Lige nu sidder den danske angriber uden for truppen.

For tredje kamp i træk var der ingen Nicklas Bendtner, da Rosenborg forleden spillede 1-1 mod Lillestrøm. Denne gang sad han ikke bare på bænken, men var helt uden for kamptruppen.

Ved mandagens træning gik den danske angriber direkte i omklædningsrummet uden at tale med den fremmødte presse, men Rosenborg-anfører og landsmand Mike Jensen ville gerne sætte et par ord på Bendtners situation.

- Den er ikke særligt god. Så nu bliver det vores job at forsøge at få Nicklas op igen, så han kan holde fokus på fodbolden og holde humøret oppe. Specielt som ven er det et vigtigt job, siger Jensen ifølge Adresseavisen.

31-årige Bendtner har hidtil fået fem kampe, heraf to fra start, i 2019-sæsonen, og han har endnu ikke scoret. Han er dog langt fra den eneste i klubben, der er kommet dårligt fra land: Rosenborg ligger efter syv runder under nedrykningsstregen med bare seks point.

Forleden åbnede klubbens bestyrelsesformand op for, at Bendtner bliver solgt til sommer.

- Vi ved aldrig, hvordan det udvikler sig, men der er nok en sandsynlighed for det. Vi sælger spillere i hvert vindue, og dette er det sidste vindue for Bendtner, sagde Ivar Koteng med henvisning til, at danskerens kontrakt udløber til nytår.

Rosenborg, med eller uden Nicklas Bendtner, spiller næste kamp allerede på torsdag mod Haugesund.